Anmeldelser af forestillingen:

Gert Poder i Arbejderen 4/11-2009:

"What Happened er blåhvalens erotiske skrig, elefanttyrens desperate brøl, slangens diskrete hvæsen, blomstens duftende nektar. Det er en teaterhotdog med hele svineriet og åkander på toppen. What Happened er en af den slags ubetalelige minimalistiske teateroplevelser, der insisterer på at sende livsvigtige røgsignaler til den store verden - og det lykkes!"

Læs hele anmeldelsen her

Jakob Steen Olsen i Berlingske Tidende 5/11-2009:

"Det er noget nær den mest flippede teaterforestilling, der længe er set. (...) en livgivende uhøjtidelige undersøgelse af, hvad der sker, når sproget opgiver sine sædvandlige, usynlige magtstrukturer. Og teatret gør det samme, for den sags skyld."

Læs hele anmeldelsen her

Malin Waak i Helsingborg Dagblad 6/11-2009:

"Det kändes som att meditera med gåshud. Men hur skulla jag kunna skriva att skådespelarna var lysande och projektet vällyckat? Jeg kan inte leva med att Gertrud Stein skulle ha tyckt att jag var banal. Men en ros är en ros är en ros och det här är helt enkelt väldigt bra."

Læs hele anmeldelsen her

Monna Dithmer i Politiken 9/11-2009:

"Det er det mest nørdede, dekonstruerede teater, jeg længe har set - trægt, men med en egen syret underholdningsværdi og en god politisk pointe. Instruktørerne Gritt Uldalll-Jessen og Joachim Hamou tager afsæt i Gertrude Steins første stykke ' What happened' (1913), skrevet som rablende ordtirader i fem akter, for som ikonet sagde: »Alle kender så mange historier, så hvorfor skrive en til?«. På monoton vis og med tungen godt ude i kinden kværner en trio rundt - den seje, blonderede svensker Regina Lund i sort latex, hendes lune landsmand Anders Mossling som et bløddyr i skjorte og Caspar Phillipsons korrekte, velartikulerede pullovermand. En sælsom march på stedet: de samme tre trin og en lang strøm af repetitive sentenser:: »Længde, hvad er en længde, når stilhed er så vinduesagtigt?«, »Hvad er en intelligent underkop?«, »Hvad skete der?«. Det er ikke bare underkopper, der spørges til, men til sprogets meningshierarkier og til magtstrukturer i videre forstand. Hvorfor accepterer vi det her som teater... eller det samfund, vi er havnet i? Det er en ordentlig, abstrakt mundfuld, men på en sidelæns og bevidst akavet facon får forestillingen alligevel fat i en - og noget indhold. Undervejs går det hele i opløsning. Aktørerne havner i en überfølsom diskussion om interventionistisk vaskemaskinekunst, instruktørerne spiller musik, publikum kan handle øl og vin, en udefrakommende Femøfilosof giver os åndelige tæsk, og ikke mindst taler en advokat indtrængende til os om ytringsfrihed.
Endelig var der her en (advokaten Poul Roepstorff), der ville tale om indhold og stå inde for det, han sagde.
Det udstillede samtidig svagheden ved forestillingens tilsigtet ubehjælpsomme, ironiske tilgang. At holde tingene ud i strakt arm for ikke at blive infiltreret i diverse magtstrukturer virker ulideligt studentikost i længden. Til gengæld får forestillingen derved stillet skarpt på spørgsmålet: Hvordan kan man overhovedet tale politisk fra nogen scene, så det bliver andet end plakatkunst? I forhold til den glatpolerede performance, der kører i medierne og på den politiske arena, ligger teatrets mulighed for overhovedet at være politisk måske kun i at bryde formen - være bevidst akavet, lukke andre autentiske stemmer ind..
Det er tiltrængt, at teatret i højere grad tager sin ytringsfrihed på sig. Men det kniber med at finde en måde at gøre det på. Jeg leder fortsat efter nogen at stemme på."